Lad os bruge motorringvej 5 til noget fornuftigt
Danmarks natur har det dårligt. Vores drikkevand trues af pesticider, fjorde, vandløb og kyster er i dårlig økologisk tilstand og den samlede artsrigdom er konstant faldende. Det bliver alt sammen udpenslet for os på daglig basis. Men det kan være svært at tage alvorligt, når man som os bor i Danmarks Nordøstlige hjørne.Her er der guld og grønne skove. Det er også gået op for forskerne. Tidligere på måneden udgav Københavns universitet under ledelse af proff. Carsten Rahbek rapporten 'Mere, bedre og større natur i Danmark'. Rapporten er tænkt som et værktøj til politikere på landsplan og i kommunerne, sådan at de i den fremtidige planlægning af byudvikling, infrastruktur og energianlæg også kan tage højde for, hvor naturen skal bo. I rapporten udpeges de områder, hvor der allerede er værdifuld natur, og hvor vi som nation, billigst og mest effektivt kan skabe de største og kvalitetsmæssigt bedste naturområder i Danmark.
Og gæt en gang, hvor det er. Ja der er selvfølgelig spredte områder i hele Danmark men to steder udmærker sig; Østjylland omkring Djursland og Nordsjælland. Faktisk udmærker Nordsjælland sig særligt, fordi det er her, der er den absolut største koncentration af sjældne arter. Vi, der bor her ved godt, vi har vundet i lotteriet.
Vi har skov og hav lige udenfor vores dør. Og det forpligter. Det forpligter, når lokalpolitikere, lodsejer og alle andre hittepåsomme mennesker gerne vil udvikle vores lokalområde. Hvis vi vil redde Danmarks dyr og planter, hvis vi vil efterlade et grønnere Danmark end vi overtog, så skal vi planlægge efter at skabe sammenhæng mellem de nordsjællandske skove og naturområder i stedet for kun at udbygge vores byer og vejnet.
Og vi kan starte med at bruge de områder (også kaldet trafikkorridoren), der i 50 år har været reserveret til mere motorvej til at skabe forbindelser mellem Klosteris og Nyrup hegn -og på sigt forbinde kysten ved Hornbæk med Hammermølleskov, Teglstrup Hegn, Gribskov, Ny Hammersholt, ja helt ned til Skjoldungernes land i vest og strandengene på Amager i Øst. Fremtiden bliver kun bedre, hvis vi tør forestille os den.
Lone Grønhøj Frandsen, DN Helsingør