Nyhed

Fredninger er for alle – for altid!

Danmarks Naturfredningsforening i Helsingør ser med største bekymring på, at Dansk Folkeparti foreslår at fratage Danmarks Naturfredningsforening retten til selvstændigt at foreslå fredninger – denne ret skal overføres til stat og kommune.

Det er uhyre sjældent, at kommuner af egen fri vilje ønsker at foreslå et værdifuldt natur- eller landskabs-areal fredet, i særdeleshed ikke, hvis kommunen har planer om at bebygge det. Danmarks Naturfredningsforening vil gerne rejse fredningssager med andre foreninger også rigtig gerne med både stat og kommune, men vores erfaringer med kommunal fredningsdeltagelse er ikke gode.

De sidste 3 fredninger i Helsingør kommune var aldrig blevet til noget, hvis kommunen skulle have taget initiativ til dem: Færgevejskilen (kommunen ønskede dele af den bebygget, resten skulle være boldbaner med klubhus), Den grønne Vestkile (kommunen ønskede at bruge den til industri og en mindre del til golfbane) samt Keldsøfredningen (der er fredet for at beskytte den mod bebyggelse, installationer af master og andre udsigtshæmmende foranstaltninger). DN Helsingør har i alle tre tilfælde indbudt Helsingør kommune til at være med i indstillingen, men den har afslået.

Vi har i vores tid kun èn gang oplevet, at en myndighed rejste en fredningssag, som blev gennemført. Det skete tilbage i 1993, hvor fredningen af Rørtangkilen mellem Snekkersten og Espergærde blev rejst af Frederiksborg Amt, men amterne blev jo som bekendt nedlagt i 2007 af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.

Måske er det netop gennemtænkt af DF, som et politisk angreb på mere end bare vores forenings lovmæssige ret til at foreslå fredninger, som beskytter naturen, og som giver almenheden adgang til denne via stier og veje. Måske ønsker DF, at værdifuld natur kun skal være for de få, der ejer den jord, hvor der findes værdifuld natur.
For os i Helsingør ved vi kun alt for godt, hvad DF’s stækkelse af foreningens fredningsinitiativ vil betyde.

 

Indlægget er sendt til Frederiksborg Amts Avis og Helsingør Dagblad